Vacciner


Hvorfor skal mit kæledyr vaccineres?

Selv om at både hunde, katte og kaniner, kan leve et langt og sundt liv uden vacciner, så er der ingen garanti for det. Vi kan heldigvis optimere chancen for at opnå det, ved at vaccinere dyrene mod de sygdomme som i nogle tilfælde kan være umulige at behandle eller meget smitsomme. Netop fordi størstedelen af hunde og katte i Danmark løbende bliver vaccineret, ses de alvorlige virus sygedomme heldigvis ikke så tit. Der findes dog stadig en del vildkatte, som fortsat holder liv i de mange kattevira, ligesom den vilde population af harer, som kan smitte vores kaniner.
Kaniner er man i de senere år også begyndt at vaccinere mere, da der har været flere store og alvorlige virus-udbrud rundt omkring i landet.

Hvor tit?

De fleste typer af vacciner gives normalt 2 gange som start, med 4 ugers mellemrum og derefter 1 gang årligt.
For hvalpe anbefales vaccination ved 8-, 12- og 16-ugers alderen, samt igen ved cirka 8 mdr. og derefter én gang årligt.
Killinger anbefales to vacciner, ved 8 og 12 ugers alderen, og derefter én gang årligt.
Kaniner kræver blot én vaccine årligt.

Mod hvad?

Hunde kan vaccineres mod: hundesyge virus, hepatitis/adeno virus, parvo virus, parainfluenza, leptospirose, Bordetella bronchiseptica(kennelhoste), rabies virus og borrelia. Drægtige tæver kan vaccineres mod herpes virus.

Katte kan vaccineres mod: Rhinotracheitis herpes virus, panleukopeni virus, calici virus, klamydia virus, leukæmi virus og rabies virus.

Kaniner kan vaccineres mod: myxomatose og  kaningulsot (RHD) – dødelighed og symptomer nedsættes ved immunisering/vaccination.